Språksituationen i Jamtland jämförbar

Ivar Aasens ord 1899 överensstämmer i mycket med situationen för språket i Jamtland idag. Jamskan är ännu inte erkänd som ett eget språk och nu talar allt fler jamtar svenska. Så var situationen i Noreg för hundra år sedan, då norska språket inte var erkänt och norrmännen i städerna talade danska.
Bo Oscarsson

--------------------------------------------------
Ivar Aasen 1899:

Indledning

.

1. Det tungemaal, som tillhører den norske Almue, har meget tilfælles med det svenske og dernæst ogsaa med det danske, men adskiller sig fra dem begge ved er Forraad af særegne Ord og Former, og har i det hele saa meget eiendommeligt i Formen, at det ikke kan falde sammen med noget af disse nabosprog, men maa nødvendig tænkes opstillet ved siden af dem som en sevlstrændig Sprogform. I selve Grundlaget falder det nærmere sammen med den islandske Sprogform, som egentlig ogsaa er udgaaen fra Norge; men alligevel har dog den norske Form udviklet sig anderledes end den islandske, saa at ogsaa disse nu ere noget ulige.

2. Efter den nedarvede Talebrug er det norske Tungemaal ogsaa noget forskjelligt i Landskaberne, ligedan som Omgangsproget hos Almuen i nabolandene. Det deler sig saaledes i flere Landskabsmaal (Dialekter), som tildeels ere meget afvigende i adskllige Smaating, medens de derimod ere meget lige i de egentlige hovedregler. Ved en nærmere Sammenligning vil man kunne slutte, at de alle have en fælles Grund og kunne anses som Forgreninger af en enkelt ældre Sprogform. Og herom have vi da ogsaa fuldkommen Vished. Det Sprog, som disse Bygdemaal ere udsprungne af, er os endnu tilgjængeligt i en temmelig gammel og uforvansket Form, nemlig i en Række af Skrifter fra Middelalderen, fornemmelig fra det trettende og fjortende Aarhundrede. Dette Sprog, som vi kalde Gammel Norsk, er altsaa særdeles vigtigt for os som Veiledning til en rigtig Bedømmelse af Folkets nuværende Sprog, og til en rigtig Opfatning af adskillige Former, som i Tidens løb ere blevne noget Forandrede.

3. Forholdet imellem det gamle og det nyere Sprog er ganske det samme her som i adskillige andre Lande, idet den nyere Sprogform adskiller sig fra den gamle ved en lettere og simplere Ordning af Formerne. De nødvendigste Bøiningsformer ere saaledes vedligeholdte, men tildeels noget forkortede ved en Udelabelse eller Inddragning i Endelsen. De mindre nødvendige Former ere derimod tildeels bortfaldne eller inddragne under en af de nærmeste Former. I Ordforraadet er imidlertid Forskjellen mindre betydelig, især naar man vil fraregne adskillige fremmede Ord, som ere tilkomne i den senere Tid. Paa enkelte Steder synes rigtignok mange gamle Ord at være ubekjendte, men paa andre Steder forefindes de endnu, saa at det ikke er nogen stor Mængde, som er gaaen af Brug overalt. Og desforuden har det nyere Sprog et betydeligt antal af Ord, som ikke ere forefundne i de gamle Skrifter, men som dog efter alle Mærker synes at være ægte gamle og hjemlige Ord. Men herved er at mærke, at de gamle Skrifter vist ikke indeholde det hele fuldstændige Ordforraad, da nemlig de gamle Forfattere kun have skrevet om enkelte almindelige Emner, især historiske, og saaledes ikke have havt Anledning til at bruge alle de Ord, som de kjendte.

4. Forholdet imellem de nuværende Bygdemaal bliver saaledes lettere at forklare, især naar man veed, at ogsaa andre Lande have en Række af forskjellige Landskabsmaal, uagtet de dog have havt et nedarvet og stadig dyrket Bogsprog. Naar det gamle Sprog havde flere eenstydige Ord eller saakaldte Synonymer, kunde det let skee, at et af disse Ord blev forherskende paa det ene Sted, og et andet paa andre Steder; herved blev der altsaa nogen Forskjel i Ordforraadet i Bygderne. Naar det gamle Sprog havde mange Bøiningsformer, som tildeels vare noget lange og tungføre, kunde det let hænde her som i andre Lande, at der opkom en almindelig Stræben efter større Korthed og lethed; og naar først en saadan Afvigelse fra den gamle Form var begyndt, var det meget naturligt, at nogle Bygdemaal gik videre end enkelte andre, eller toge en særegen Retning i Opfatningen af Lyd og Former.
Bygdemaalene maa altsaa ansees som forskjellige Tillempninger af et gammelt Sprog, som vistnok i Grunden har været ensartet over hele Landet, men som dog maaskee i lange Tider kan have havt disse Afvigelser i visse Dele af Landet, uagtet de ikke vise sig i de gamle Skrifter.

5. Ved Siden af dette gamle og hjemlige Sprogstof findes dog ogsaa meget, som er af fremmed Oprindelse. At det norske Sprog i saa lang Tid har savnet al skriftlig Dyrkning, og at Folket i de senere Tider har været oplært i at læse og skrive Dansk, er en Omstændighed, som naturligviis maatte have nogen Indflydelse paa selve Talesproget. I selve Fomerne er dog denne Indflydelse ikke bleven saa ganske betydlig, især hos Almuen i de indre Landsbygder, hvor man tvertimod vil finde, at Formerne deels have holdt sig paa det gamle Grundlag og deels have taget en egen Vending, saa at de ikke ligne de danske, men derimod ofte falde sammen med Formerne i de svenske Landskabsmaal. I Ordforraadet har derimod den danske Indflydelse været større, idet der er indkommet en Mængde af unorske Ord, som dog ikke ere egentlig danske, men netop saadanne som Dansken har optaget af andre Sprog og især af Tysken. Rigtignok er det kun mindre Deel af disse Ord, som har vundet nogen almindelig Indgang hos Almuen; men alligevel har Tallet været stort nok til at skade Sproget, da nemlig denne Tilvænnelse til fremmede Ord har virket til at sløve den fædrelandske Sprogsands og i visse Tilfælde til at fortrænge de tilsvarende norske Ord, som forefandtes i Landet.

6. Men uagtet al Paavirkning udenfra vil man dog finde, at de samlede norske Bygdemaal indeholde et selvstendigt Sprog, som kun behøver at blive skjønsomt behandlet og rigtigt skrevet for at kunne vise sig som jævnbyrdigt ved Siden af de nyere beslægtede Sprog. Der er ikke mange Punkter, hvor det kan siges at være mere forvansket end nabosprogene; derimod er der mange Tilfælde, hvor det netop fremviser en mere usvækket og ægte nordisk Form; og desuden vil det nok ogsaa findes at have et ligesaa stort Forraad af hjemligt Stof og at være ligesaa vel skikket til videre Uddannelse. I Ordforraadet og Ordenes Grundformer har dette Landssprog den største Lighed med det gamle Norske. I Bøiningformerne er en saadan Lighed ogsaa tydelig nok; men da disse Former ere færre i Tal og tildeels noget forkortede, saa nærmer Sproget sig i denne henseende meget til det Svenske og dernæst ogsaa til det Danske. I Ordenes sammenstilling er der ogsaa nogle Punkter, hvori dette Sprog avviger frå det gamle og nærmer sig til de nyere Nabosprog.

Disse Sætninger ville nu blive nærmere forklarede i denne Bog, som netop har til Formaal at fremstille de Grundregler, som forefindes i det norske Sprog i dets nuværende Tilstand, og ved samme Leilighed at meddele de fornødne Oplysninger om Sprogets Forhold til de nærmeste Sprog. Nærværende fremstilling vil blive ordnet paa følgende maade. Som første Afdeling opstilles Lydlæren eller en Forklaring over Sprogets Lydforraad og Udtale, som der maa behandles noget udførligt. Dernæft følger en Afdeling om Ordformer (eller lexikale Former), det vil sige, de Grundformer og Endelser, hvorved Ordene adskilles fra hverandre. Derefter kommer Afdelingen om Bøiningsformer (grammatiske Former), som vil optage en betydelig Deel af Bogen. Dernæft følger Orddannelsen og endelig Sætningslæren, hvoraf dog den sidste Afdeling vil blive temmelig kortfattet. Som Tillæg indføres en kort Fremstilling af Landskabsmaalenes Egenheder og af Landssprogets kjendemærker i det hele.

Ivar Aasen, Norsk Grammatik
2:a upplagan
Krisitiania 1899, sid. 1 - 5


Länkar till sidor om Ivar Aasen: Store norske leksikon och no.wikipedia.org

Bo Oscarsson
2001

Tebaker at Jamsk-sin

Tebaker te Jamsk-kursn